Vittigheder om livet på landet

Da molboerne engang hørte, at fjenden ville gøre indhug i landet, fik de en sådan skræk i livet, at de i største hast gemte sig med deres kreaturer bag havklinterne. Nogle drog helt ud på Helgenæs, og da det just faldt ind på en helligdag, og de så folk gå i kirke, vovede de sig til at liste bag efter; men for en sikkerheds skyld kiggede de sig dog først godt om til alle sider. Dette voldte, at de kom noget sildig i kirke, just som præsten stod og tiltalte en, der stod til åbenbar skrifte på grund af utugt.
Den gamle degn var imidlertid falden i søvn, og da han nu ved talens slutning vågnede op og skulle synge for, tog han i forvirringen fejl og sang:
Umyndige børn og små,
Gører alle ligeså!
Men da Molboerne hørte degnen således stemme i, fo’r de ud af kirken, det bedste de havde lært, og skreg til deres kammerater:
»Fjenden er i landet, vi hørte i kirken, at folk her har antaget tyrkernes tro; det er bedst, vi slipper kvæget og redder livet!«
Tre af dem satte sig nu i en båd for at flygte over til Samsø. Da de var kommet lidt ud på søen, ville den bageste i båden skifte åre med en af de andre, men trådte fejl, styrtede i vandet og trak den anden med sig. Med nød og næppe lykkedes det dog den tredje kammerat at få de to fisket op i båden igen, men drypvåde, om de var, fandt de det nu rådeligst at vende om og bjerge sig hjem til deres eget land. Så snart de nåede ind på strandbredden, trak de deres klæder af og hængte dem til tørre på ålegårdene, mens de selv lagde sig til at slikke solskin i den bløde tang, som de strøede over sig.
Da nu nogle andre af de flygtende molboer kom forbi og så folk stikke frem af tangbunkerne, troede de, at det var fjenden, som havde skjult sig der; men da de snart opdagede, at de ikke var videre mandstærke nærmede nogle af de modigste sig for at slå dem ihjel. Da strakte de nøgne molboer hoveder og hænder frem og råbte: »Fred, fred!« Derover blev de andre såre glade og løb hen for at fortælle deres landsmænd, at nu var der fred i landet, for de havde set tre havguder, som højt og lydt forkyndte: Fred, fred! Derpå drev de deres kvæg hjem igen og sang hele vejen: »Fri os fra pavens og tyrkens mo’er!« indtil de omsider fik at vide, at den søvnige degns fejltagelse havde været årsag til den hele alarm.
Historien om koen. - Skrevet af en skoleelev Koen er et husdyr. Men den kommer også uden for huset. Og den lever ofte på landet, men den kommer også ind til byen, men kun når den skal dø.
Men det bestemmer den ikke selv.
Koen har syv sider.
Den øverste side - Den nederste side - Den forreste side - Den bagerste side - Den ene side - Den anden side - og den indvendige side.
På den forreste side sidder hovedet. Og det er fordi hornene skal ha'
Noget at sidde fast på.
Hornene er af horn, og de er kun til pynt. De kan ikke bevæge sig, men det kan ørene. De sidder ved siden af hornene.
Koen har to huller foran i hovedet. De kaldes koøjer.
Koens mund kaldes mule. Det er nok fordi den siger muuhh.
På den bagerste side sidder halen. Den bruger den til at jage fluer væk med, så de ikke falder ned i mælken og drukner.
På den øverste side, og den ene side og den anden side, er der kun hår og de har altid samme farve som koen.
Farven hedder kulør.
Den nederste side er den vigtigste, for der hænger mælken. Og når malkepigen åbner for hanerne, så render mælken ud.
Når det tordner, så bliver mælken sur, men hvordan den bliver det har jeg ikke lært endnu.
Koen har fire ben. De hedder koben.
De kan også bruges til at trække søm ud med.
Koen spiser ikke så meget, men når den gør det, spiser den altid to gange.
De fede køer laver sødmælk.
Når koen har dårlig mave, laver den ost. I osten er der huller. Men hvordan den laver hullerne det har jeg heller ikke lært endnu.
Koen har god lugtesans. Vi kan lugte den på lang afstand.
Koens hvalpe hedder kalve. Kalvens far hedder okse, og det gør koens mand også.
Oksen laver ikke mælk og er derfor ikke et pattedyr.
Den som kommer og henter koen når den bliver gammel hedder kofanger.
Den sidder ofte foran på biler.
Så bliver koen slagtet, man hælder mælken på papkartoner som vi kan købe i butikkerne.
Koens fire ben bliver sendt til snedkeren. Det kaldes genbrug.
Som man kan se er koen et nyttigt dyr. Og derfor kan jeg vældig godt lide køer.
Lærerens kommentar; Jeg har aldrig læst noget lignende......