Da molboerne engang hørte, at fjenden ville gøre indhug i landet, fik de en sådan skræk i livet, at de i største hast gemte sig med deres kreaturer bag havklinterne. Nogle drog helt ud på Helgenæs, og da det just faldt ind på en helligdag, og de så folk gå i kirke, vovede de sig til at liste bag efter; men for en sikkerheds skyld kiggede de sig dog først godt om til alle sider. Dette voldte, at de kom noget sildig i kirke, just som præsten stod og tiltalte en, der stod til åbenbar skrifte på grund af utugt.
Den gamle degn var imidlertid falden i søvn, og da han nu ved talens slutning vågnede op og skulle synge for, tog han i forvirringen fejl og sang:
Umyndige børn og små,
Gører alle ligeså!
Men da Molboerne hørte degnen således stemme i, fo’r de ud af kirken, det bedste de havde lært, og skreg til deres kammerater:
»Fjenden er i landet, vi hørte i kirken, at folk her har antaget tyrkernes tro; det er bedst, vi slipper kvæget og redder livet!«
Tre af dem satte sig nu i en båd for at flygte over til Samsø. Da de var kommet lidt ud på søen, ville den bageste i båden skifte åre med en af de andre, men trådte fejl, styrtede i vandet og trak den anden med sig. Med nød og næppe lykkedes det dog den tredje kammerat at få de to fisket op i båden igen, men drypvåde, om de var, fandt de det nu rådeligst at vende om og bjerge sig hjem til deres eget land. Så snart de nåede ind på strandbredden, trak de deres klæder af og hængte dem til tørre på ålegårdene, mens de selv lagde sig til at slikke solskin i den bløde tang, som de strøede over sig.
Da nu nogle andre af de flygtende molboer kom forbi og så folk stikke frem af tangbunkerne, troede de, at det var fjenden, som havde skjult sig der; men da de snart opdagede, at de ikke var videre mandstærke nærmede nogle af de modigste sig for at slå dem ihjel. Da strakte de nøgne molboer hoveder og hænder frem og råbte: »Fred, fred!« Derover blev de andre såre glade og løb hen for at fortælle deres landsmænd, at nu var der fred i landet, for de havde set tre havguder, som højt og lydt forkyndte: Fred, fred! Derpå drev de deres kvæg hjem igen og sang hele vejen: »Fri os fra pavens og tyrkens mo’er!« indtil de omsider fik at vide, at den søvnige degns fejltagelse havde været årsag til den hele alarm.