Den snart ikke mere så unge frk. Clausen var træt af at bo hos sin far og mor, og de var vel også så småt trætte af at have hende boende og høre på hendes evige jamren over, at hun aldrig mødte nogen mænd, der var værd at gifte sig med.
En aften, da det havde været rigtig slemt med frk. Clausens sukken, tog moderen hende med ind på værelset og erklærede, at nu måtte det her have en ende.
Når pigebarnet ikke selv gjorde noget, kunne hun heller ikke forlange, at frierne skulle komme myldrende.
Tårerne stod allerede frk. Clausen i øjnene, men moderen fortsatte:
"Nu skal du se, min pige Nu sætter vi en annonce i avisen under 'Personlige', og så vil du få så mange svar, at du kan vælge og vrage og finde en mand efter din smag. Nu skriver vi:
"Charmerende ung pige først i 30'erne med mindre formue, veluddannet og med interesse for madlavning, børn, mand og hjemlig hygge søger bekendtskab med passende herre. Evt. Ægteskab. Billet mrk..."
Frk. Clausen tørrede sine øjne og læste annoncen igen og igen, og næste morgen satte hun den i avisen.
Et par dage efter fik hun svar. Ét svar. Med rystende hænder åbnede hun brevet, læste, gispede og faldt grædende sammen i en stol.
"Jamen kæreste barn!" sagde moderen, "hvad er der dog sket? Hvad står der i brevet?"
"Det er fra far!"