Der er tale om en lærer i børnehaveklassen i januar måned. Den barskeste
Måned for alle.
En af børnene spørger hende om hjælp for at tage støvler på så han kan
Komme ud for frikvarteret, og sandt at sige, er de svære at få på.
Efter at have skubbet, trukket, gen-skubbet og gen-trukket i alle
Retninger er de endelig på og barnet siger:
- Frue? De er omvendt på.
Læreren bliver varm i hovedet, når hun ser at, ganske korrekt, de er
Omvendt på.
One more time, ny tur for at tage dem af og sætte dem på igen. Men
Lærerinden kan holde roen indtil at støvlerne er sat på de rigtige
Fødder.
Det er på det tidspunkt, at ungen, med den uskyld, der karakteriserer
Børn i den alder siger:
- Det er ikke mine støvler.
På det tidspunkt, tager hun sig virkeligt sammen for ikke at pande ham
En. Нun vender sig om og bidder sig i læben. Falder lidt til ro igen og
Spørger ham, noget mopset, om hvorfor i alverden han ikke har sagt det
Noget før.
Eftersom barnet godt kan se, at han har gjort lærerinden vred, svarer
Han ikke.
- Okay, siger hun så, vi tager dem af igen.
Og hun går i gang igen.
Den anden fod er næsten ud når drengen fortsætter:
- Ja, det er ikke mine støvler, det er min brors støvler, men mor siger,
Jeg skal tage dem på.
Nu får hun virkelig lyst til at græde, men endnu en gang kan hun falde
Til ro og hun går i gang med at hive-flå-skubbe og giver ham støvler på
Endnu en gang.
Når det er overstået, føler hun umådelig stolthed og lettelse.
For at gøre færdiggøre det hele, giver hun ham jakke og halstørklæde på.
Så spørger hun ham:
- Hvor er dine handsker?
Drengen :
- Jeg har puttet dem i mine støvler.
0