En dag kom manden tilbage efter at have været ud at fiske det meste af dagen.
Kvinden var træt af at blive forstyrret af familien hele tiden, så hun tog båden, sejlede langt ud på søen, kastede anker og gav sig til at læse sin bog færdig, mens hun nød freden ude på søen.
Inden længe trak en båd fra parkstyrelsen op langs siden af hendes båd.
Goddag frue, sagde betjenten. Hvad laver De helt herude? Jeg læser en bog, svarede hun (... Hvilket bør være indlysende for selv en idiот, tænkte hun) De befinder Dem i et område, hvor fiskeri er forbudt, påpegede betjenten.
Ja, men jeg fisker ikke, jeg læser, svarede hun igen.
Ja, men De har udstyr til fiskeri ombord, og jeg ved jo ikke om De ikke bare går i gang med at fiske, så snart jeg vender ryggen til. Derfor må jeg bede Dem om, at følge med mig i land, for jeg bliver nødt til at udstede en advarsel og tilhørende bøde.
Hvis De gør det, så bliver jeg nødt til at anklage Dem for voldtægt, gav hun igen.
Voldtægt, spruttede han. Jeg har ikke engang rørt ved Dem.
Rigtig, svarede kvinden, men De har jo udstyret til det, og jeg ved jo ikke om De måske begynder på det, så snart jeg vender ryggen til.
Betjenten tyggede lidt på dette.
Jamen, farvel frue, og hav en god dag, svarede han og sejlede af sted.
Historiens morale: Forstyr aldrig en kvinde, når hun læser en bog, for hun kan nemlig tænke samtidig!
0