En afholdsprædikant mente, at han havde fundet et effektivt nummer til sine opbyggelige foredrag, og det skulle nu prøves af i forsamlingshuset i Nr. Snede. Midt i sin dystre dommedagsprædiken om alkoholens skadelige virkninger på det menneskelige legeme fremdrog han et glas vand og et glas whisky og to orm. Den ene orm kom han i glasset med vand og den anden orm i glasset med whisky, og et øjeblik efter var ormen i whiskyen stendød. Han løftede dramatisk de to glas ud mod publikum og tordnede:
"Se, venner! Og hvad kan vi så lære af det?"
Nede bag fra salen lød en stilfærdig røst:
"At whisky er godt mod orm!"