Da en del molboer en gang kom til en dam og så et træ, som stod tæt derved, strække sine grene ud over vandet, forundrede de sig såre over dette og sluttede fornuftigvis, at træet måtte være tørstigt, siden det rakte efter vandet.
De besluttede da af medlidenhed at hjælpe træet til at drikke ved af trække grenene ned. Men de kunne desværre ikke nå dem. Endelig fandt de på følgende udvej: En skulle krybe op i træet og hænge sig fast ved en gren, og så skulle en anden tage fат i benene på ham og en tredje i benene på den anden og således fremdeles, indtil de, ved at holde hverandre i Benene, kunne ligesom med et reb trække træet ned til vandet.
Dette satte de straks i værk. Men da de nu alle havde fået fат ved hverandre, begyndte det at gøre ondt i hænderne på den øverste, som holdt fast i grenen. Han råbte derfor til de andre: „Tøv lidt, medens jeg spytter i næverne,” og slap i det samme med begge hænder, hvorfor de alle til hobe ynkeligen faldt i vandet.
Nogle bønder, som boede på grænsen af Mols, kom en aften sildig på deres rejse tæt forbi en molbo-kirke, og da de så en hvid hest gå og græsse inde på kirkegården, fik nogle skælme blandt dem i sinde at spille de kloge molboer et puds.
De fangede derfor hesten, bandt den ved halen til klokkerebet og lagde lidt hø foran den, som den lige kunne nå med mulen; de kastede derpå mere hø længere bort, som den kun kunne nå ved at række og strække sig, og derved ville den komme til at klemte med kirkeklokken.
Da nu molboerne hen på aftenen hørte deres kirkeklokke ringe, blev der almindelig forskrækkelse i byen. Nogle få var så dristige og behjertede, at de listede sig op til kirkediget for at se, hvad der var på færde. Da de nu så hesten stå inde på kirkegården og samtidig hørte klokken lyde, var de straks på det rene med, at det var helhesten, ja, så sikre var de i deres sag, at de grangivelig troede at se, at den kun havde tre ben og kom hinkende efter dem lige ind til byen. De skyndte sig derfor hjem og fortalte deres bysbørn om det rædderlige syn.
Skrækslagne satte alle sig til at læse og synge i postille og salmebog den udslagne nat, og hver gang, de hørte klokken klemte, korsede de sig. Først med den lyse morgen kom de til ende med deres angst, da de opdagede, at det var en af byens egne skikkelige plovheste, der, bunden til klokken, havde spillet helhest, og at den rigtignok havde alle sine fire ben.