Da molboerne engang hørte, at fjenden ville gøre indhug i landet, fik de en sådan skræk i livet, at de i største hast gemte sig med deres kreaturer bag havklinterne. Nogle drog helt ud på Helgenæs, og da det just faldt ind på en helligdag, og de så folk gå i kirke, vovede de sig til at liste bag efter; men for en sikkerheds skyld kiggede de sig dog først godt om til alle sider. Dette voldte, at de kom noget sildig i kirke, just som præsten stod og tiltalte en, der stod til åbenbar skrifte på grund af utugt.
Den gamle degn var imidlertid falden i søvn, og da han nu ved talens slutning vågnede op og skulle synge for, tog han i forvirringen fejl og sang:
Umyndige børn og små,
Gører alle ligeså!
Men da Molboerne hørte degnen således stemme i, fo’r de ud af kirken, det bedste de havde lært, og skreg til deres kammerater:
»Fjenden er i landet, vi hørte i kirken, at folk her har antaget tyrkernes tro; det er bedst, vi slipper kvæget og redder livet!«
Tre af dem satte sig nu i en båd for at flygte over til Samsø. Da de var kommet lidt ud på søen, ville den bageste i båden skifte åre med en af de andre, men trådte fejl, styrtede i vandet og trak den anden med sig. Med nød og næppe lykkedes det dog den tredje kammerat at få de to fisket op i båden igen, men drypvåde, om de var, fandt de det nu rådeligst at vende om og bjerge sig hjem til deres eget land. Så snart de nåede ind på strandbredden, trak de deres klæder af og hængte dem til tørre på ålegårdene, mens de selv lagde sig til at slikke solskin i den bløde tang, som de strøede over sig.
Da nu nogle andre af de flygtende molboer kom forbi og så folk stikke frem af tangbunkerne, troede de, at det var fjenden, som havde skjult sig der; men da de snart opdagede, at de ikke var videre mandstærke nærmede nogle af de modigste sig for at slå dem ihjel. Da strakte de nøgne molboer hoveder og hænder frem og råbte: »Fred, fred!« Derover blev de andre såre glade og løb hen for at fortælle deres landsmænd, at nu var der fred i landet, for de havde set tre havguder, som højt og lydt forkyndte: Fred, fred! Derpå drev de deres kvæg hjem igen og sang hele vejen: »Fri os fra pavens og tyrkens mo’er!« indtil de omsider fik at vide, at den søvnige degns fejltagelse havde været årsag til den hele alarm.
Nogle bønder, som boede på grænsen af Mols, kom en aften sildig på deres rejse tæt forbi en molbo-kirke, og da de så en hvid hest gå og græsse inde på kirkegården, fik nogle skælme blandt dem i sinde at spille de kloge molboer et puds.
De fangede derfor hesten, bandt den ved halen til klokkerebet og lagde lidt hø foran den, som den lige kunne nå med mulen; de kastede derpå mere hø længere bort, som den kun kunne nå ved at række og strække sig, og derved ville den komme til at klemte med kirkeklokken.
Da nu molboerne hen på aftenen hørte deres kirkeklokke ringe, blev der almindelig forskrækkelse i byen. Nogle få var så dristige og behjertede, at de listede sig op til kirkediget for at se, hvad der var på færde. Da de nu så hesten stå inde på kirkegården og samtidig hørte klokken lyde, var de straks på det rene med, at det var helhesten, ja, så sikre var de i deres sag, at de grangivelig troede at se, at den kun havde tre ben og kom hinkende efter dem lige ind til byen. De skyndte sig derfor hjem og fortalte deres bysbørn om det rædderlige syn.
Skrækslagne satte alle sig til at læse og synge i postille og salmebog den udslagne nat, og hver gang, de hørte klokken klemte, korsede de sig. Først med den lyse morgen kom de til ende med deres angst, da de opdagede, at det var en af byens egne skikkelige plovheste, der, bunden til klokken, havde spillet helhest, og at den rigtignok havde alle sine fire ben.
En lastbilchauffør morede sig med at køre de advokater han mødte på sin vej ned. Hver gang han så en advokat gå langs vejen forsøgte han at ramme ham ved at køre ind i vejkanten hvor advokaten gik.
Det ville give et højt "smask" og derefter kunne lastbilchaufføren køre tilbage på vejen og fortsætte som intet var hændt.
Da lastbilchaufføren kom kørende en dag, så han en præst. Han rullede vinduet ned og spurgte, hvor præsten skulle hen. Præsten fortalte, at han var på vej hen til kirken, der lå for enden af den lange vej.
Lastbilchaufføren spurgte, om han ikke ville køre med, hvilket præsten takkede ja til.
Pludselig, mens de kørte, så lastbilchaufføren en advokat og han drejede ind mod ham med en voldsom fаrт. Lige i sidste øjeblik huskede han på, at han havde en præst med i bilen og han drejede udenom advokaten.
Selvom han var sikker på, at han var kommet uden om
Advokaten lød der alligevel et ordentligt smask, og han kiggede i spejlene for at se, hvor lyden kom fra. Han kunne intet se, så han vente sig mod præsten og sagde undskyldende:
"Fader, jeg var lige ved at ramme en advokat."
Præsten svarer:
"Det er i orden, jeg fik ham med døren."
En ældre nеgеr gik en dag ind i en kirke, lagde sig på knæ, kiggede op mod himlen, og bad:
- Herre, Herre - lyt til mig.
Til sin store overraskelse hørte han en kraftig, mande stemme:
- Hvad kan jeg gøre for dig, min søn ?
- Herre, svarede manden. Jeg er 64 år gammel og jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor jeg skulle have sort hud.
Gud sagde:
- Jeg ønskede at din hud skulle være i stand til at modstå den brændende sol nær ækvator.
Manden tænkte over, hvad han havde hørt, og spurgte så igen:
- Herre, hvorfor har du givet mig så lange ben ?
- Således at du var i stand til at løbe fra de vilde dyr i junglen.
- Og hvorfor har jeg fået kruset hår ?
Gud svarede tålmodigt:
- Fordi, min søn, at jeg ikke ønskede, at dit hår skulle hænge fast i bevoksningen i junglen.
Manden sagde:
- Aha, ser man det. Han snerpede læberne sammen og sagde: Jeg har endnu et spørgsmål, Herre:
- Hvad fаndеn laver jeg så her i Danmark !