En indvandrers erfaringer med det danske sprog
Da jeg kom til Danmark og skulle til at lære sproget i det daglige, fandt jeg bl. A. ud af, at man ikke købte en is hos en isenkræmmer, selv om det forekom mig at være det mest indlysende sted.
Jeg var længe overbevist om at være kommet til verdens mest hygiejniske land, da jeg ofte kom forbi en møntvask. Jeg forhørte mig, om vi selv skulle aflevere mønterne til rensning, eller om pengeinstitutterne klarede problemet. Megen morskab!
Min far, der var på besøg, ville vide, hvad ordet "udsalg" betød. Jeg forklarede ham, at man til nedsat pris solgte gamle rester. Dagen efter kom han hjem og fortalte, at det havde forbavset ham, at der på en bagerforretning, hvor han skulle købe brød, stod "Brødudsalg!" Det krævede
Jo en forklaring.
I tidens løb har jeg lært mange udtryk, man i hvert fald ikke skal tage bogstaveligt. Når man f. Eks. skal tænke sig godt om, lægger man hovedet i blød, og er man sur på hinanden, kan man hører denne opfordring: Du kan
Rende mig...
Anatomisk set må danskerne være et elastisk folkefærd. Jeg har i hvert fald aldrig før mødt nogen, der kunne løbe med benene på nakken, hoppe på tungen, have sommerfugle i maven og sluge kameler. Den stakkels mand, der ikke kan få den pige, han gerne vil ha', bliver brændt af.
Går det hele skævt for en, så brænder lokummet. Og hvis der er en person, man helst ikke vil have med at gøre, er der barske muligheder: Man kan gøre kål på ham eller slå hånden af ham
0