En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.
Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken.
De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.
Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; … .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.
På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.
Da molboerne engang hørte, at fjenden ville gøre indhug i landet, fik de en sådan skræk i livet, at de i største hast gemte sig med deres kreaturer bag havklinterne. Nogle drog helt ud på Helgenæs, og da det just faldt ind på en helligdag, og de så folk gå i kirke, vovede de sig til at liste bag efter; men for en sikkerheds skyld kiggede de sig dog først godt om til alle sider. Dette voldte, at de kom noget sildig i kirke, just som præsten stod og tiltalte en, der stod til åbenbar skrifte på grund af utugt.
Den gamle degn var imidlertid falden i søvn, og da han nu ved talens slutning vågnede op og skulle synge for, tog han i forvirringen fejl og sang:
Umyndige børn og små,
Gører alle ligeså!
Men da Molboerne hørte degnen således stemme i, fo’r de ud af kirken, det bedste de havde lært, og skreg til deres kammerater:
»Fjenden er i landet, vi hørte i kirken, at folk her har antaget tyrkernes tro; det er bedst, vi slipper kvæget og redder livet!«
Tre af dem satte sig nu i en båd for at flygte over til Samsø. Da de var kommet lidt ud på søen, ville den bageste i båden skifte åre med en af de andre, men trådte fejl, styrtede i vandet og trak den anden med sig. Med nød og næppe lykkedes det dog den tredje kammerat at få de to fisket op i båden igen, men drypvåde, om de var, fandt de det nu rådeligst at vende om og bjerge sig hjem til deres eget land. Så snart de nåede ind på strandbredden, trak de deres klæder af og hængte dem til tørre på ålegårdene, mens de selv lagde sig til at slikke solskin i den bløde tang, som de strøede over sig.
Da nu nogle andre af de flygtende molboer kom forbi og så folk stikke frem af tangbunkerne, troede de, at det var fjenden, som havde skjult sig der; men da de snart opdagede, at de ikke var videre mandstærke nærmede nogle af de modigste sig for at slå dem ihjel. Da strakte de nøgne molboer hoveder og hænder frem og råbte: »Fred, fred!« Derover blev de andre såre glade og løb hen for at fortælle deres landsmænd, at nu var der fred i landet, for de havde set tre havguder, som højt og lydt forkyndte: Fred, fred! Derpå drev de deres kvæg hjem igen og sang hele vejen: »Fri os fra pavens og tyrkens mo’er!« indtil de omsider fik at vide, at den søvnige degns fejltagelse havde været årsag til den hele alarm.
Molboerne så en gang, da de var i Aarhus, et fartøj komme sejlende, hvis båd slæbte bag efter. Længe var de i tvivl om hvad det kunne være; nogle sagde, at det var en stor sælhund, andre, af det var en hval. Men da det kom nærmere, så de, at det var et skib, og altså måtte båden være en unge af det. Da de meget ønskede at eje et stort skib, men ikke havde råd til at anskaffe sig et sådant, besluttede de at købe ungen, i håb om, at den snart ville vokse til og blive ligeså stor som dens moder.
De tingede derfor med skipperen om den. Han forlangte 12 Mark Lybsk. Det syntes de imidlertid var for dyrt, hvorfor de bøde ham 6 Rigsdaler, som de troede var mindre. De fik den da af ham og drog hjem med den. Da de havde nået land, tøjrede de skibsungen på en med grøn tang begroet havbred og flyttede den idelig, men da de efter en måneds tids forløb ikke skønnede, at den var vokset det mindste, rådslog de om, hvad de nu skulle gøre for af få den til af blive stor.
Beslutningen blev, af den skulle sættes i den fedeste eng, der målte den da endelig trives. Men efter en anden måneds tid var der dog endnu ingen forskel af se på den. Så troede de, af de var blevet bedragne, og de bebrejdede sig selv, at de havde købt den, eftersom det var klart, af det var en Vantrivning og en syg stakkel, som ikke kunne blive til noget.
En foreslog da, af de enten skulle bytte den bort eller føre den tilbage til skipperen, for at den kunne gå endnu et år hos sin moder. Dette sidste vandt alles bifald. Da de nu sejlede tilbage med den til skipperen og den begyndte at vippe i Vandet, sagde den gamle blandt dem: „Jo, der er dog endnu liv i den, se, hvor den stakkel glæder sig til af komme tilbage til sin moder!”
Men Skipperen betalte de sекs Rigsdaler til, for at ungen skulle have lov til af gå endnu ef år hos sin moder, indtil den lærte ret selv at æde.
Da en del molboer en gang kom til en dam og så et træ, som stod tæt derved, strække sine grene ud over vandet, forundrede de sig såre over dette og sluttede fornuftigvis, at træet måtte være tørstigt, siden det rakte efter vandet.
De besluttede da af medlidenhed at hjælpe træet til at drikke ved af trække grenene ned. Men de kunne desværre ikke nå dem. Endelig fandt de på følgende udvej: En skulle krybe op i træet og hænge sig fast ved en gren, og så skulle en anden tage fат i benene på ham og en tredje i benene på den anden og således fremdeles, indtil de, ved at holde hverandre i Benene, kunne ligesom med et reb trække træet ned til vandet.
Dette satte de straks i værk. Men da de nu alle havde fået fат ved hverandre, begyndte det at gøre ondt i hænderne på den øverste, som holdt fast i grenen. Han råbte derfor til de andre: „Tøv lidt, medens jeg spytter i næverne,” og slap i det samme med begge hænder, hvorfor de alle til hobe ynkeligen faldt i vandet.
Nogle bønder, som boede på grænsen af Mols, kom en aften sildig på deres rejse tæt forbi en molbo-kirke, og da de så en hvid hest gå og græsse inde på kirkegården, fik nogle skælme blandt dem i sinde at spille de kloge molboer et puds.
De fangede derfor hesten, bandt den ved halen til klokkerebet og lagde lidt hø foran den, som den lige kunne nå med mulen; de kastede derpå mere hø længere bort, som den kun kunne nå ved at række og strække sig, og derved ville den komme til at klemte med kirkeklokken.
Da nu molboerne hen på aftenen hørte deres kirkeklokke ringe, blev der almindelig forskrækkelse i byen. Nogle få var så dristige og behjertede, at de listede sig op til kirkediget for at se, hvad der var på færde. Da de nu så hesten stå inde på kirkegården og samtidig hørte klokken lyde, var de straks på det rene med, at det var helhesten, ja, så sikre var de i deres sag, at de grangivelig troede at se, at den kun havde tre ben og kom hinkende efter dem lige ind til byen. De skyndte sig derfor hjem og fortalte deres bysbørn om det rædderlige syn.
Skrækslagne satte alle sig til at læse og synge i postille og salmebog den udslagne nat, og hver gang, de hørte klokken klemte, korsede de sig. Først med den lyse morgen kom de til ende med deres angst, da de opdagede, at det var en af byens egne skikkelige plovheste, der, bunden til klokken, havde spillet helhest, og at den rigtignok havde alle sine fire ben.