Da en del molboer en gang kom til en dam og så et træ, som stod tæt derved, strække sine grene ud over vandet, forundrede de sig såre over dette og sluttede fornuftigvis, at træet måtte være tørstigt, siden det rakte efter vandet.
De besluttede da af medlidenhed at hjælpe træet til at drikke ved af trække grenene ned. Men de kunne desværre ikke nå dem. Endelig fandt de på følgende udvej: En skulle krybe op i træet og hænge sig fast ved en gren, og så skulle en anden tage fат i benene på ham og en tredje i benene på den anden og således fremdeles, indtil de, ved at holde hverandre i Benene, kunne ligesom med et reb trække træet ned til vandet.
Dette satte de straks i værk. Men da de nu alle havde fået fат ved hverandre, begyndte det at gøre ondt i hænderne på den øverste, som holdt fast i grenen. Han råbte derfor til de andre: „Tøv lidt, medens jeg spytter i næverne,” og slap i det samme med begge hænder, hvorfor de alle til hobe ynkeligen faldt i vandet.